Den historie havde nu slet ingen hentydning til fuglen eller katten,
men det var just den historie, han læste i, da begivenheden indtraf; det
huskede han altid siden.
Buret stod på dragkisten, katten stod på gulvet og så stift med sine
grøngule øjne op på fuglen. Der var noget i kattens ansigt, som om
den ville sige til fuglen: »Hvor du er yndig! Jeg gad æde dig!«
Det kunne Hans forstå; han læste det lige ud af kattens ansigt.
»Væk, kat!« råbte han. »Vil du se til at komme ud af stuen!«
Det var som den tog sig sammen til at springe.