Hans kunne ikke nå den, havde ikke andet at kaste efter den, end sin
kæreste skat, eventyrbogen. Den kastede han, men bindet sad løst, det
fløj til én side, og bogen selv med alle sine blade fløj til en anden side.
Katten gik med langsomme trin lidt tilbage i stuen og så på Hans,
ligesom den ville sige:
»Bland dig ikke i den sag, lille Hans! Jeg kan gå og jeg kan springe.
Du kan ingen af delene!«
Hans holdt øje med katten og var i stor uro; fuglen blev også urolig.
Intet menneske var der at kalde på; det var som om katten vidste det;
den lavede sig igen til at springe. Hans viftede med sit sengetæppe,
hænderne kunne han bruge; men katten brød sig ikke om sengetæp-
pet; og da også det var kastet efter den, uden nytte, satte den i ét spring
op på stolen og ind i vindueskarmen, her var den fuglen nærmere.