Hans kunne fornemme sit eget varme blod i sig, men det tænkte
han ikke på, han tænkte kun på katten og fuglen; ude af sengen kunne
drengen jo ikke hjælpe sig, stå på benene kunne han ikke, gå endnu
mindre. Det var som om hans hjerte vendte sig inden i ham, da han så
katten springe fra vinduet lige hen på dragkisten og støde til buret, så
at det væltede. Fuglen flagrede forvildet om derinde.
Hans gav et skrig, der gik et ryk i ham, og uden at tænke derved,
sprang han ud af sengen, hen mod dragkisten, rev katten ned, og holdt
fast i buret, hvor fuglen var som i stor forfærdelse. Han holdt buret i
hånden og løb med det ud af døren ud på vejen.