丹麦语安徒生童话之跳蚤和教授3

hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke
at se, ikke at høre. Det var hendes behændigheds kunst. Hun kom
aldrig igen; hun var ked af det, og han blev ked af det, tabte sit
gode humør, kunne ikke mere le og gøre løjer, og så kom der ingen
folk; fortjenesten blev dårlig, klæderne blev dårlige; han ejede til
sidst kun en stor loppe, et arvegods efter konen, og derfor holdt
han så meget af den. Så dresserede han den, lærte den behændig-
heds kunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af,
men lille.
Professoren var stolt af loppen, og den var stolt af sig selv; den
havde lært noget og havde menneskeblod og været i de største byer,
var blevet set af prinser og prinsesser, havde vundet deres høje bifald.
Det stod trykt i aviser og på plakater. Den vidste, at den var en be-
rømthed og kunne ernære en professor, ja en hel familie.
Stolt var den og berømt var den, og dog, når den og professoren
rejste, tog de på jernbane fjerde plads; den kommer lige så hurtig som
første. Det var et stiltiende løfte, at de aldrig ville skilles ad, aldrig
gifte sig, loppen ville blive ungkarl og professoren enkemand. Det går
lige op.
»Hvor man gør størst lykke,« sagde professoren, »der skal man ikke
komme to gange!« Han var en menneskekender og det er også en
kundskab.