丹麦安徒生童话之打火匣7

»Hvor kan man få hende at se?« spurgte soldaten.
»Hun er slet ikke til at få at se!« sagde de alle sammen, »hun bor i
et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden
kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive
gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide.«
»Hende gad jeg nok se!« tænkte soldaten, men det kunne han jo slet
ikke få lov til.
Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og
gav de fattige så mange penge, og det var smukt gjort! han vidste nok
fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! Han var nu
rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han
var en rar én, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men
da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han
til sidst ikke mere end to skilling tilbage og måtte flytte bort fra de
smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer,
helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en
stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange
trapper at gå op ad.