丹麦安徒生童话之小意达的花儿5

»Jo,« sagde studenten, »husk bare på, når du kommer derud igen,
at kigge ind af vinduet, så ser du dem nok. Det gjorde jeg i dag, der lå
en lang, gul påskelilje i sofaen og strakte sig, det var en hofdame!«
»Kan også blomsterne i den botaniske have komme derud? Kan de
komme den lange vej?«
»Ja, det kan du tro!« sagde studenten, »for når de ville, så kunne de
flyve. Har du ikke nok set de smukke sommerfugle, de røde, gule og
hvide, de ser næsten ud som blomster, det har de også været, de er
sprunget af stilken højt op i luften, og har da slået med bladene, lige-
som de var små vinger, og så fløj de; og da de førte sig godt op, fik de
lov at flyve om også om dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille på
stilken, og så blev bladene til sidst til virkelige vinger. Det har du jo
selv set! Det kan ellers gerne være, at blomsterne inde i den botaniske
have aldrig har været ude på kongens slot, eller ved, at der er så lystigt
der om natten. Nu skal jeg derfor sige dig noget, så vil han blive så
forbavset, den botaniske professor, der bor ved siden af, du kender
ham jo nok? Når du kommer ind i hans have, skal du fortælle en af
blomsterne, at der er stort bal ude på slottet, så siger den det igen til
alle de andre, og da flyver de af sted; kommer da professoren ud i
haven, så er der ikke en eneste blomst, og han kan slet ikke forstå, hvor
de er henne.«