丹麦安徒生童话之小意达的花儿15

Til sidst sagde blomsterne hinanden god nat, så listede også den
lille Ida sig hen i sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde set.
Da hun næste morgen kom op, gik hun gesvindt hen til det lille
bord, for at se om blomsterne var der endnu, hun trak gardinet til side
fra den lille seng, ja, der lå de alle sammen, men de var ganske visne,
meget mere end i går. Sofie lå i skuffen, hvor hun havde lagt hende,
hun så meget søvnig ud.
»Kan du huske, hvad du skulle sige mig!« sagde den lille Ida, men
Sofie så ganske dum ud og sagde ikke et eneste ord.
»Du er slet ikke god,« sagde Ida, »og de dansede dog alle sammen
med dig.« Så tog hun en lille papiræske, der var tegnet nydelige fugle
på, den lukkede hun op og lagde de døde blomster ind i den. »Det skal
være eders nydelige ligkiste,« sagde hun, »og når siden de norske
fætre kommer herhen, så skal de være med at begrave eder ude i
haven, at I til sommer kunne vokse op og blive endnu meget smuk-
kere!«