丹麦安徒生童话之小意达的花儿14

Men blomsterne sagde: »Du skal have så mange tak, men vi kan
ikke leve så længe! i morgen er vi ganske døde; men sig til den lille Ida,
at hun skal begrave os ude i haven, hvor kanariefuglen ligger, så vokser
vi op igen til sommer og bliver meget smukkere!«
»Nej, I må ikke dø!« sagde Sofie, og så kyssede hun blomsterne; i
det samme gik salsdøren op, og en hel mængde dejlige blomster kom
dansende ind, Ida kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det
var bestemt alle blomsterne ude fra kongens slot. Allerforrest gik to
dejlige roser, og de havde små guldkroner på, det var en konge og en
dronning, så kom de nydeligste levkøjer og nelliker og de hilste til alle
sider. De havde musik med, store valmuer og pæoner blæste i ærte-
bælge så de var ganske røde i hovedet. De blå klokker og de små hvide
sommergække klingede, ligesom de havde bjælder på. Det var en mor-
som musik. Så kom der så mange andre blomster, og de dansede alle
sammen, de blå violer og de røde bellis, gåseurterne og liljekonvaller-
ne. Og alle blomsterne kyssede hinanden, det var nydeligt at se!