丹麦安徒生童话之拇指姑娘4

»Snak ikke så højt, for ellers vågner hun!« sagde den gamle skrub-
tudse, »hun kunne endnu løbe fra os, for hun er så let som et svane-
dun! vi ville sætte hende ud i åen på et af de brede åkandeblade, det er
for hende, der er så let og lille, ligesom en ø! der kan hun ikke løbe
bort, mens vi gør stadsstuen i stand nede under mudderet, hvor I
skulle bo og bygge!«
Ude i åen voksede der så mange åkander med de brede, grønne
blade, der ser ud som de flyder oven på vandet; det blad, som var
længst ude, var også det allerstørste; der svømmede den gamle skrub-
tudse ud og satte valnøddeskallen med Tbmmelise.
Den lillebitte stakkel vågnede ganske tidlig om morgenen, og da
hun så, hvor hun var, begyndte hun så bitterligt at græde, for der var
vand på alle sider af det store, grønne blad, hun kunne slet ikke kom-
me i land.