丹麦安徒生童话之拇指姑娘6

»Koax, koax! brekke-ke-kex!« det var alt, hvad sønnen kunne sige.
Så tog de den nydelige lille seng og svømmede bort med den, men
Tommelise sad ganske alene og græd på det grønne blad, for hun ville
ikke bo hos den fæle skrubtudse eller have hendes hæslige søn til sin
mand. De små fisk, som svømmede nede i vandet, havde nok set
skrubtudsen og hørt hvad hun sagde, derfor stak de hovederne op, de
ville dog se den lille pige. Så snart de fik hende at se, fandt de hende
så nydelig, og det gjorde dem så ondt, at hun skulle ned til den
stygge skrubtudse. Nej, det skulle aldrig ske. De flokkede sig nede i
vandet rundt om den grønne stilk, der holdt bladet, hun stod på,
gnavede med tænderne stilken over, og så flød bladet ned ad åen, bort
med Tommelise, langt bort, hvor skrubtudsen ikke kunne komme.