»Din lille stakkel!« sagde den gamle digter og tog ham ved hånden.
»Kom du til mig, så skal jeg nok få dig varmet! Vin og et æble skal du
få, for du er en dejlig dreng!«
Det var han også. Hans øjne så ud som to klare stjerner, og skønt
vandet flød ned ad hans gule hår krøllede det sig dog så smukt. Han så
ud, som et lille englebarn, men var så bleg af kulde og rystede over sin
hele krop. I hånden havde han en dejlig flitsbue, men den var ganske
fordærvet af regnen; alle kulørerne på de smukke pile løb ud i hin-
anden af det våde vejr.
Den gamle digter satte sig ved kakkelovnen, tog den lille dreng på
sit skød, vred vandet af hans hår, varmede hans hænder i sine, og kogte
sød vin til ham; så kom han sig, fik røde kinder, sprang ned på gulvet
og dansede rundt om den gamle digter.