Der var engang en gammel digter, sådan en rigtig god gammel digter.
En aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkeligt ondt vejr uden-
for; regnen skyllede ned, men den gamle digter sad lunt og godt ved
sin kakkelovn, hvor ilden brændte og æblerne snurrede.
»Der bliver da ikke en tør tråd på de stakler, som er ude i det vejr!«
sagde han, for han var sådan en god digter.
»O, luk mig op! jeg fryser og er så våd!« råbte et lille barn udenfor.
Det græd og bankede på døren, medens regnen skyllede ned og blæ-
sten ruskede i alle vinduer.
»Din lille stakkel!« sagde den gamle digter, og gik hen at lukke
døren op. Der stod en lille dreng; han var ganske nøgen og vandet
drev af hans lange, gule hår. Han rystede af kulde; var han ikke kom-
met ind, havde han vist måttet dø i det onde vejr.