丹麦安徒生童话之旅伴2

Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor sol og måne nejede
for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som
han altid lo, når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone
på sit lange, smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde,
»ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden.«
Så vågnede han, og alt det smukke var borte, hans fader lå død og kold
i sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!
Ugen derefter blev den døde begravet; Johannes gik tæt bag kisten,
kunne nu ikke mere få den gode fader at se, som havde holdt så meget
af ham; han hørte, hvor de kastede jorden ned på kisten, så nu det
sidste hjørne af den, men ved den næste skuffe jord, der blev kastet
ned, var det også borte; da var det ligesom hans hjerte ville gå i stykker,
så bedrøvet var han.