丹麦安徒生童话之旅伴4

Johannes tænkte sig det så tydeligt, at han smilte derved, medens
tårerne endnu løb ham ned over kinderne. De små fugle sad oppe i
kastanje træerne og kvidrede »kvivit, kvivit!« de var så fornøjede, skønt
de jo var med ved begravelsen, men de vidste nok, at den døde mand
nu var oppe i himlen, havde vinger, langt smukkere og større end
deres, var nu lykkelig, fordi han havde været god her på Jorden, og
derover var de fornøjede. Johannes så, hvor de fløj fra de grønne træer,
langt ud i verden, og han fik da også sådan lyst til at flyve med. Men
først skar han et stort trækors til at sætte på sin faders grav, og da han
om aftenen bragte det derhen, var graven pyntet med sand og blom-
ster; det havde fremmede folk gjort, for de holdt så meget af den kære
fader, som nu var død.