丹麦语安徒生童话之坚定的锡兵1

Der var engang fem og tyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var
født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen, ansigtet satte de
lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de
hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det
ord: »Tinsoldater!« Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne;
han havde fået dem, for det var hans geburtsdag, og stillede dem nu op
på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste
var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og
så var der ikke tin nok! Dog stod han lige så fast på sit ene, som de
andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.