丹麦语安徒生童话之雏菊10

Det blev aften, og endnu kom ingen og bragte den stakkels fugl en
vanddråbe; da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem kramp-
agtigt, dens sang var et vemodigt pipi; det lille hoved bøjede sig hen
imod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og længsel; da kunne
blomsten ikke, som aftenen forud, folde sine blade sammen og sove,
den hang syg og sørgende ned mod jorden.
Først den næste morgen kom drengene, og da de så fuglen død,
græd de, græd mange tårer og gravede den en nydelig grav, som blev
pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rød, dejlig æske,
kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! Da han levede og
sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han
stads og mange tårer. Men græstørven med gåseurten blev kastet ud i støvet på landeve-
jen, ingen tænkte på den, som dog havde følt mest for den lille fugl og
som gerne ville trøste den!