Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen,
men der var ingen tobak i, nej, men en lille, sort trold, det var sådan
et kunststykke.
»Tinsoldat!« sagde trolden, »vil du holde dine øjne hos dig selv!«
Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.
»Ja, bi til i morgen!« sagde trolden.
Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet
hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller trækvind, lige med ét
fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en
skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret og blev stående på ka-
sketten, med bajonetten nede imellem brostenene.