Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned for at søge; men
skønt de var lige ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham.
Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men
han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.
Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden,
det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.
»Ser du!« sagde den ene, »der ligger en tinsoldat! Han skal ud at
sejle!«
Og så lavede de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu
sejlede han ned ad rendestenen; begge drengene løb ved siden og
klappede i hænderne. Bevar os vel! hvilke bølger der gik i den rende-
sten, og hvilken strøm der var, ja det havde da også skylregnet. Papirs-
båden vippede op og ned, og imellem så drejede den så gesvindt, så det
dirrede i tinsoldaten; men han forblev standhaftig, forandrede ikke en
mine, så lige ud og holdt geværet i armen.