丹麦语安徒生童话之野天鹅11

Så snart hun så sit eget ansigt blev hun ganske forskrækket, så brunt
og fælt var det, men da hun gjorde sin lille hånd våd og gned øjne og
pande, skinnede den hvide hud frem igen; da lagde hun alle sine klæ-
der og gik ud i det friske vand; et dejligere kongebarn, end hun var,
fandtes der ikke i denne verden.
Da hun igen var klædt på og havde flettet sit lange hår, gik hun til
det sprudlende væld, drak af sin hule hånd, og vandrede længere ind i
skoven, uden selv at vide hvorhen. Hun tænkte på sine brødre, tænkte
på den gode Gud, der vist ikke ville forlade hende; han lod de vilde
skovæbler gro, for at mætte den hungrige; han viste hende et sådant
træ, grenene bugnede af frugt, her holdt hun sit middagsmåltid, satte
støtter under dets grene og gik så ind i den mørkeste del af skoven.
Der var så stille, at hun hørte sine egne fodtrin, hørte hvert lille vissent
blad, der bøjede sig under hendes fod; ikke en fugl var der at se, ikke
en solstråle kunne trænge igennem de store tætte trægrene; de høje
stammer stod så nær ved hinanden, at når hun så ligefrem, var det, som
om det ene bjælkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; o, her
var en ensomhed, hun aldrig før havde kendt.