丹麦语安徒生童话之野天鹅10

Da hun vågnede, var solen allerede højt oppe; hun kunne rigtignok
ikke se den, de høje træer bredte deres grene tæt og fast ud, men
strålerne spillede derude ligesom et viftende guldflor; der var en duft
af det grønne, og fuglene var nær ved at sætte sig på hendes skuldre.
Hun hørte vandet plaske, der var mange store kildevæld, som alle faldt
ud i en dam, hvor der var den dejligste sandbund; rigtignok voksede
her tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor
åbning, og her gik Elisa hen til vandet, der var så klart, at havde vinden
ikke rørt grene og buske således, at de bevægede sig, da måtte hun
have troet, at de var malet af nede på bunden, så tydeligt spejlede sig
der hvert blad, både det, solen skinnede igennem og det, der ganske
var i skygge.