丹麦语安徒生童话之野天鹅15

På den opskyllede tang lå elleve hvide svanefjer; hun samlede dem
i en buket, der lå vanddråber på dem, om det var dug eller tårer, kunne
ingen se. Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke; thi
havet frembød en evig afveksling, ja i nogle få timer flere, end de
ferske indsøer kunne vise i et helt år. Kom der en stor sort sky, så var
det, som søen ville sige: jeg kan også se mørk ud, og da blæste vinden
og bølgerne vendte det hvide ud; men skinnede skyerne røde og vin-
den sov, så var havet som et rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt,
men i hvor stille det hvilede, var der dog ved bredden en sagte bevæ-
gelse; vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn.