Elisa sagde farvel til den gamle og gik langs med åen, til hvor denne
flød ud i den store, åbne strand.
Hele det dejlige hav lå for den unge pige; men ikke en sejler viste sig
derude, ikke en båd var der at se, hvordan skulle hun dog komme
længere bort. Hun betragtede de utallige småsten på bredden; vandet
havde slebet dem alle runde. Glas, jern, sten, alt hvad der lå skyllet
op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end
hendes fine hånd. »Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig
det hårde, jeg vil være lige så utrættelig! Tak for jeres lærdom, I klare,
rullende bølger; engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til
mine kære brødre!«