丹麦语安徒生童话之野天鹅19

Kun én gang om året er det
forundt os at besøge vort fædrenehjem, elleve dage tør vi blive her,
flyve hen over denne store skov, hvorfra vi kan øjne slottet, hvor vi
blev født og hvor vor fader bor, se det høje tårn af kirken, hvor moder
er begravet. - Her synes vi træer og buske er i slægt med os, her løber
de vilde heste hen over sletterne, som vi så det i vor barndom; her
synger kulbrænderen de gamle sange, vi dansede efter som børn, her
er vort fædreland, her drages vi hen og her har vi fundet dig, du kære
lille søster! To dage endnu tør vi blive her, så må vi bort over havet til
et dejligt land, men som ikke er vort fædreland! Hvorledes får vi dig
med? Vi har hverken skib eller båd!«
»Hvorledes skal jeg kunne frelse jer!« sagde søsteren.
Og de talte sammen næsten den hele nat, der blev kun blundet
nogle timer.