丹麦语安徒生童话之野天鹅20

Elisa vågnede ved lyden af svanevingerne, der susede over hende.
Brødrene var igen forvandlede og de fløj i store kredse og til sidst
langt bort, men en af dem, den yngste, blev tilbage; og svanen lagde sit
hoved i hendes skød og hun klappede dens hvide vinger; hele dagen
var de sammen. Mod aften kom de andre tilbage, og da solen var nede
stod de i deres naturlige skikkelse.
»I morgen flyver vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et helt år,
men dig kan vi ikke således forlade! Har du mod at følge med? Min
arm er stærk nok til at bære dig gennem skoven, skulle vi da ikke alle
have stærke vinger nok til at flyve med dig over havet.«