丹麦语安徒生童话之野天鹅25

Nu var solen lige ved randen af havet. Elisas hjerte bævede; da skød
svanerne nedad, så hastigt, at hun troede at falde; men nu svævede de
igen. Solen var halvt nede i vandet; da først øjnede hun den lille klippe
under sig, den så ud, ikke større, end om det var en sælhund, der stak
hovedet op af vandet. Solen sank så hurtigt; nu var den kun, som en
stjerne; da rørte hendes fod ved den faste grund, solen slukkedes lig
den sidste gnist i det brændende papir; arm i arm så hun brødrene stå
omkring sig; men mere plads, end netop til dem og hende, var der
heller ikke. Søen slog mod klippen, og gik som en skylregn hen over
dem; himlen skinnede i én altid flammende ild og slag på slag rullede
tordenen; men søster og brødre holdt hinanden i hænderne og sang en
salme, hvoraf de fik trøst og mod.