丹麦语安徒生童话之野天鹅24

Den hele dag fløj de af sted, som en susende pil gennem luften, men
dog var det langsommere end ellers, nu havde de søsteren at bære. Der
trak et ondt vejr op, aftenen nærmede sig; angst så Elisa solen synke,
og endnu var ej den ensomme klippe i havet at øjne; det forekom
hende, at svanerne gjorde stærkere slag med vingerne. Ak! Hun var
skyld i, at de ej kom hurtigt nok af sted; når solen var nede, ville de blive til mennesker, styrte i havet, og drukne. Da bad hun i sit hjertes
inderste en bøn til Vorherre, men endnu øjnede hun ingen klippe;
den sorte sky kom nærmere, de stærke vindpust forkyndte en storm,
skyerne stod i en eneste stor truende bølge, der fast som bly skød
fremad; lyn blinkede på lyn.