丹麦语安徒生童话之野天鹅35

Da hun stod der i al sin pragt, var hun så blændende smuk, at hoffet
bøjede sig endnu dybere for hende, og kongen kårede hende til sin
brud, skønt ærkebiskoppen rystede på hovedet, og hviskede, at den
smukke skovpige vist var en heks, hun blændede deres øjne og bedå-
rede kongens hjerte.
Men kongen hørte ikke derpå, lod musikken klinge, de kosteligste
retter frembære, de yndigste piger danse om hende og hun blev ført
gennem duftende haver ind i prægtige sale; men ikke et smil gik over
hendes læber, eller frem i hendes øjne, sorgen stod der, som evig arv
og eje. Nu åbnede kongen et lille kammer tæt ved, hvor hun skulle
sove; her var pyntet med kostelige grønne tæpper, og lignede ganske
hulen, hvori hun havde været;