- og så løftede han
hende op på sin hest; hun græd, vred sine hænder, men kongen sagde:
»Jeg vil kun din lykke! engang skal du takke mig derfor!« og så for han
af sted mellem bjergene, og holdt hende foran på hesten, og jægerne
jog bagefter.
Da solen gik ned, lå den prægtige kongestad, med kirker og kupler
foran, og kongen førte hende ind i slottet, hvor store vandspring pla-
skede i de høje marmorsale, hvor vægge og loft prangede med male-
rier, men hun havde ikke øjne derfor, hun græd og sørgede; godvillig
lod hun kvinderne iføre hende kongelige klæder, flette perler i hendes
hår, og trække fine handsker over de forbrændte fingre.