丹麦语安徒生童话之野天鹅44

Elisa gik, men kongen og ærkebiskoppen fulgte efter, de så hende
forsvinde ved gitterporten ind til kirkegården og da de nærmede sig
den, sad på gravstenen lamierne, som Elisa havde set dem, og kongen
vendte sig bort; thi mellem disse tænkte han sig hende, hvis hoved
endnu i denne aften havde hvilet ved hans bryst.
»Folket må dømme hende!« sagde han, og folket dømte, hun skal
brændes i de røde luer.