Fra de prægtige kongesale blev hun ført hen i et mørkt, fugtigt hul,
hvor vinden peb ind ad det gitrede vindue; i stedet for fløjl og silke gav
de hende det bundt nælder, hun havde samlet, det kunne hun lægge sit
hoved på; de hårde brændende panserskjorter, hun havde strikket,
skulle være dyne og tæppe, men intet kærere kunne de skænke hende,
hun tog igen fat på sit arbejde og bad til sin Gud. Udenfor sang
gadedrengene spotteviser om hende; ingen sjæl trøstede hende med et
kærligt ord.