丹麦语安徒生童话之野天鹅46

Da susede mod aften, tæt ved gitteret, en svanevinge, det var den
yngste af brødrene, han havde fundet søsteren; og hun hulkede højt af
glæde, skønt hun vidste, at natten, som kom, muligt var den sidste hun
havde at leve i; men nu var jo arbejdet også næsten fuldført og hendes
brødre var her.
Ærkebiskoppen kom for at være den sidste time hos hende, det
havde han lovet kongen, men hun rystede på hovedet, bad med blik og
miner at han ville gå; i denne nat måtte hun jo ende sit arbejde, ellers
var alt til unytte, alt, smerte, tårer og de søvnløse nætter; a