Hans bedstemoder havde fortalt ham, da han endnu var ganske lille,
men skulle begynde sin skolegang, at hver blomst i Paradisets Have
var den sødeste kage, støvtrådene den fineste vin; på én stod historie,
på en anden geografi eller tabeller, man behøvede kun at spise kage, så
kunne man sin lektie; jo mere man spiste, des mere fik man ind af
historie, geografi og tabeller.
Det troede han den gang; men alt, som han blev en større dreng,
lærte mere og blev langt klogere, begreb han nok, at der måtte være en
langt anderledes dejlighed i Paradisets Have.