丹麦语安徒生童话之伊甸园27

Og så sov de alle sammen.
I den tidlige morgenstund vågnede prinsen og blev ikke så lidt
betuttet ved at han allerede var højt oppe over skyerne. Han sad på
ryggen af Østenvinden, der nok så ærligt holdt på ham; de var så højt
i vejret, at skove og marker, floder og søer tog sig ud, som på et stort
illumineret landkort.
»God morgen!« sagde Østenvinden. »Du kunne ellers gerne sove
lidt endnu, for der er ikke meget at se på det flade land under os. Uden
du har lyst til at tælle kirker! De står som kridtprikker nede på det
grønne bræt.« Det var marker og enge, han kaldte det grønne bræt.
»Det var uartigt, at jeg ikke fik sagt farvel til din moder og dine
brødre,« sagde prinsen.