»Når man sover, er man undskyldt!« sagde Østenvinden, og derpå
fløj de endnu raskere af sted; man kunne høre det på toppene af sko-
vene, når de for henover dem, raslede alle grene og blade; man kunne
høre det på havet og søerne, thi hvor de fløj, væltede bølgerne højere,
og de store skibe nejede dybt ned i vandet, som svømmende svaner.
Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer; lysene brændte dernede, snart her, snart der; det var akkurat, som når
man har brændt et stykke papir og ser de mange små ildgnister, hvor
de er børn og går fra skole.