丹麦语安徒生童话之伊甸园32

De store stenblokke, som vandet
dryppede fra, hang over dem i de forunderligste skikkelser; snart var
der så snævert, at de måtte krybe på hænder og fødder, snart så højt og
udstrakt som i den frie luft. Det så ud som gravkapeller med stumme
orgelpiber og forstenede faner.
»Vi går nok Dødens vej til Paradisets Have?« sagde prinsen, men
Østenvinden svarede ikke et ord, pegede fremad, og det dejligste blå
lys strålede dem i møde; stenblokkene ovenover blev mere og mere en
tåge, der til sidst var klar som en hvid sky i måneskin.