丹麦语安徒生童话之鹳鸟1

På det sidste hus i en lille by stod der en storkerede. Storkemoderen
sad i reden hos sine fire små unger, der stak hovedet frem med det lille
sorte næb, for det var ikke blevet rødt endnu. Et lille stykke derfra på
tagryggen stod så strunk og stiv storkefaderen, han havde trukket det
ene ben op under sig, for dog at have nogen ulejlighed, idet han stod
skildvagt. Man skulle tro, han var hugget ud af træ, så stille stod han.
»Det ser vist nok så fornemt ud, at min kone har en skildvagt ved
reden!« tænkte han, »de kan jo ikke vide, at jeg er hendes mand, de
tror vist, jeg er kommanderet til at stå her. Det ser så raskt ud!« Og så
blev han ved at stå på det ene ben.