Skoven gik lige ned til havet,
der var blåt og dybt; store skibe kunne sejle lige ind under grenene,
og i disse boede der en nattergal, der sang så velsignet, at selv den
fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede,
når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og da hørte
nattergalen. »Herre Gud, hvor det er kønt!« sagde han, men så
måtte han passe sine ting og glemte fuglen; dog næste nat når den
igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: »Herre
Gud! Hvor det dog er kønt!«