丹麦语安徒生童话之夜莺26

Rundt om i alle sale og gange var lagt klæde,
for at man ikke skulle høre nogen gå, og derfor var der så stille, så
stille. Men kejseren var endnu ikke død; stiv og bleg lå han i den
prægtige seng med de lange fløjlsgardiner og de tunge guldkvaster;
højt oppe stod et vindue åbent, og månen skinnede ind på kejseren og
kunstfuglen.
Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret, det var lige-
som om der sad noget på hans bryst; han slog øjnene op, og da så han,
at det var døden, der sad på hans bryst og havde taget hans guldkrone
på, og holdt i den ene hånd kejserens guldsabel, i den anden hans
prægtige fane;