丹麦语安徒生童话之夜莺29

Men fuglen stod stille, der var ingen til at trække den op, og ellers
sang den ikke; men døden blev ved at se på kejseren med sine store,
tomme øjenhuller, og der var så stille, så skrækkeligt stille.
Da lød i det samme, tæt ved vinduet, den dejligste sang; det var den
lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor; den havde hørt om
sin kejsers nød, og var derfor kommet at synge ham trøst og håb; og
alt som den sang, blev skikkelserne mere og mere blege, blodet kom
raskere og raskere i gang i kejserens svage legeme, og døden selv
lyttede og sagde: »Bliv ved, lille nattergal! Bliv ved!«