Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ; det havde en god
plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundt om voksede mange
større kammerater, både gran og fyr; men det lille grantræ var så ilter
med at vokse; det tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, det
brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var
ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld
eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og
sagde: »Nej! Hvor det er nydeligt lille!« Det ville træet slet ikke høre.