丹麦语安徒生童话之钟声4

Nu var det just en konfirmationsdag, præsten havde talt så smukt og
inderligt; konfirmanderne havde været så bevægede, det var en vigtig
dag for dem, de blev fra børn med ét til voksne mennesker, barnesjælen
skulle nu ligesom flyve over i en forstandigere person. Det var det
dejligste solskin, konfirmanderne gik ud af byen, og fra skoven klang
forunderlig stærkt den store, ubekendte klokke. De fik lige straks sådan
en lyst til at komme der, og det alle på tre nær, den ene af dem skulle
hjem og prøve sin balkjole, for det var just den kjole og det bal, der
var skyld i, at hun var blevet konfirmeret denne gang, for ellers var hun
ikke kommet med! Den anden var en fattig dreng, som havde lånt sin
konfirmationskjole og støvlerne hos værtens søn og dem måtte han
levere af på bestemt klokkeslæt; den tredje sagde, at han aldrig gik
noget fremmed sted, uden hans forældre var med, og at han altid havde
været et artigt barn og det ville han blive, selv som konfirmand, og det
skal man ikke gøre nar af! - Men det gjorde de.