丹麦语安徒生童话之钟声5

Tre af dem gik altså ikke med; de andre travede af sted; solen
skinnede og faglene sang og konfirmanderne sang med og holdt
hverandre i hænderne, for de havde jo ikke fået embeder endnu og var
alle konfirmander for Vorherre.
Men snart blev to af de mindste trætte og så vendte de to om til
byen igen; to småpiger satte sig og bandt kranse, de kom heller ikke
med, og da de andre nåede piletræerne, hvor konditoren boede, så
sagde de: »Se så, nu er vi herude; klokken er jo egentlig ikke til, den
er bare sådant noget, man bilder sig ind!«
Da lød i det samme dybt i skoven klokken så sødt og højtideligt,
at fire, fem bestemte sig til dog at gå noget længere ind i skoven. Den
var så tæt, så løvfuld, det var ordentlig besværligt at komme frem,
skovmærker og anemoner voksede næsten alt for højt, blomstrende
konvolvolus og brombærranker hang i lange guirlander fra træ til træ,
hvor nattergalen sang og solstrålerne legede; o det var så velsignet,
men det var ingen vej at gå for pigerne, de ville have fået klæderne
revet itu. Der lå store klippeblokke begroede med mos af alle farver,
det friske kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom
»kluk, kluk!«