丹麦语安徒生童话之钟声6

»Det skulle vel ikke være klokken!« sagde en af konfirmanderne, og
lagde sig ned og hørte efter. »Det må man rigtigt studere!« Og så blev
han og lod de andre gå.
De kom til et hus af bark og grene, et stort træ med vilde æbler
hældede sig hen over det, som ville det ryste hele sin velsignelse ud
over taget, der blomstrede med roser; de lange grene lå lige hen om
gavlen, og på den hang en lille klokke. Skulle det være den, man
havde hørt. Ja, derom var de alle enige, på én nær, han sagde, at den
klokke var for lille og fin til at kunne høres så langt borte, som de
havde hørt den, og at det var ganske andre toner, som således rørte
et menneskehjerte; han som talte var en kongesøn, og så sagde de
andre: »Sådan én vil nu altid være klogere.«