丹麦语安徒生童话之钟声7

Så lod de ham gå alene, og alt som han gik blev hans bryst mere
og mere opfyldt af skovensomheden; men endnu hørte han den lille
klokke, som de andre var så fornøjede med, og imellem, når vinden
bar fra konditoren, kunne han også høre, hvorledes der blev sunget
til tevand; men de dybe klokkeslag lød dog stærkere, det var snart
ligesom et orgel spillede dertil, lyden kom fra venstre, fra den side,
på hvilken hjertet sidder.
Nu raslede det i busken og der stod en lille dreng foran konge-
sønnen, en dreng i træsko og med en trøje så kort, at man ret kunne
se hvor lange håndled han havde. De kendte begge hinanden, dren-
gen var just den af konfirmanderne, som ikke kunne komme med,
fordi han skulle hjem og levere trøje og støvler af til værtens søn; det
havde han gjort og var nu i træsko og de fattige klæder gået af sted
alene, thi klokken klang så stærkt, så dybt, han måtte derud.