丹麦语安徒生童话之钟声9

»Klokken vil og må jeg finde!« sagde han. »Om jeg så skal gå til
verdens ende!«
De ækle abekatte sad oppe i træerne og grinte med alle deres tæn-
der. »Skal vi dænge ham!« sagde de. »Skal vi dænge ham; han er en
kongesøn!«
Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i skoven hvor der
voksede de forunderligste blomster, der stod hvide stjerneliljer med
blodrøde støvtråde, himmelblå tulipaner, som gnistrede i vinden, og
æbletræer, hvor æblerne ganske og aldeles så ud som store, skinnende
sæbebobler, tænk bare hvor de træer måtte stråle i solskinnet. Rundt
om de dejligste grønne enge, hvor hjort og hind legede i græsset,
voksede prægtige ege og bøge, og var et af træerne revnet i barken, så
voksede her græs og lange ranker i revnen; der var også store skovs-
trækninger med stille indsøer, hvori hvide svaner svømmede og slog
med vingerne. Kongesønnen stod tit stille og lyttede, ofte troede han,
at det var fra en af disse dybe søer klokken klang op til ham, men så
mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde
i skoven at klokken klang.