丹麦语安徒生童话之牧羊女和扫烟囱的人10

Og det var en virkelig stjerne på himlen, der skinnede lige ned til
dem, ligesom om den ville vise dem vejen. Og de kravlede og de krøb,
en gruelig vej var det, så højt, så højt; men han løftede og lettede, han
holdt hende og viste de bedste steder, hvor hun skulle sætte sine små
porcelænsfødder, og så nåede de lige op til skorstensranden og på den
satte de sig, for de var rigtignok trætte og det kunne de også være.
Himlen med alle sine stjerner var ovenover, og alle byens tage neden
under; de så så vidt omkring, så langt ud i verden; den stakkels hyrdinde
havde aldrig tænkt sig det således, hun lagde sit lille hoved op til sin
skorstensfejer og så græd hun, så at guldet sprang af hendes livbånd.