Og
han så på den øverste løve og tænkte på kong Knud, der bandt det
store England til Danmarks kongestol, og han så på den anden løve og
tænkte på Valdemar, som samlede Danmark og betvang de vendiske
lande; han så på den tredje løve og tænkte på Margrethe som forenede
Danmark, Sverige og Norge; men idet han så på de røde hjerter, så
skinnede de endnu stærkere end før, de blev til flammer som bevægede
sig, og hans tanker fulgte hver af dem.
Den første flamme førte ham ind i et snævert mørkt fængsel; der sad
en fange, en dejlig kvinde, Christian den Fjerdes datter: Eleonora Ulfeld; og flammen satte sig som en rose på hendes bryst og blom-
strede sammen med hendes hjerte, hun den ædleste og bedste af alle
danske kvinder.