丹麦语安徒生童话之老路灯5

På rendestensbrættet stod tre, som havde fremstillet sig for lygten,
idet de troede, at det var den, som gav embedet bort; den ene af disse
var et sildehoved, for det lyser i mørke, og det mente, at det kunne jo
være en sand tranbesparelse, om det kom på lygtepælen. Den anden var
et stykke trøske, der også skinner, og altid mere end en klipfisk, det
sagde den selv, desuden var den det sidste stykke af et træ, som engang
havde været en pragt for skoven. Den tredje var en sankthansorm;
hvor den var kommet fra, begreb lygten ikke, men ormen var der og
lyste gjorde den også, men trøsken og sildehovedet gjorde ed på, at
det var kun til visse tider, den lyste, og at den derfor aldrig kunne
tages i betragtning.