丹麦语安徒生童话之老路灯4

»Jeg er det
lykkeligste menneske!« -Ja kun han og jeg vidste, hvad der stod i det
første brev fra kæresten. -Jeg husker også to andre øjne, det er under-
ligt, hvor man kan springe med tankerne! Her i gaden var en prægtig
begravelse, den unge, smukke frue lå i ligkisten på den fløjls-ligvogn,
der var så mange blomster og kranse, der lyste så mange fakler, at jeg
blev rent borte ved det; hele fortovet var fuldt med mennesker, de
fulgte alle med ligtoget, men da faklerne var af syne og jeg så mig
omkring, stod her endnu en ved pælen og græd, jeg glemmer aldrig de
to sorgens øjne, der så ind i mig!« - Sådan gik der mange tanker
igennem den gamle gadelygte, som i aften lyste for sidste gang. Skild-
vagten, som løses af, ved dog sin efterfølger, og kan sige ham et par ord,
men lygten vidste ikke sin og den kunne dog have givet ham et og
andet vink, om regn og rusk, om hvorvidt måneskinnet gik på fortovet
og fra hvad kant vinden blæste.