丹麦语安徒生童话之老路灯3

Det var den sidste aften i
gaden og i morgen skulle den på rådstuen, det var to mørke tanker hos
lygten, og så kan man nok vide, hvorledes den brændte. Men der gik
også andre tanker igennem den; der var så meget, den havde set, så
meget, den havde lyst til, måske lige så meget som »de seksogtredive
mænd«, men det sagde den ikke, for det var en skikkelig gammel lygte,
den ville ingen fornærme, allermindst sin øvrighed. Den huskede så
meget, og imellem blussede flammen op inde i den, det var som havde
den en følelse af: »Ja, man husker også mig! Der var nu den smukke,
unge mand, - ja, det er mange år siden! Han kom med et brev, det var
på rosenrødt papir, så fint, så fint og med guldkant, det var så nydeligt
skrevet, det var en damehånd; han læste det to gange og han kyssede
det og han så op til mig med sine to øjne, der sagde: